Inspiration og uddannelse til børnemedarbejdere

Børne medarbejder kursus

Næste B-M-K: 1. – 2. oktober 2027

B-M-K 2026

B-M-K står for BørneMedarbejderKursus, glæd dig til:
• Workshops – fokuseret inspiration, stort og varieret udvalg – du kan nå fire workshops.
• Fællessamlinger med undervisning, motivation og oplevelser i fællesskab – hele tre samlinger!
• Netværk og stande med salg og nyheder.
Alt sammen på ET superdøgn – deltag hele kurset eller blot lørdag!
Følg også b-m-k på Facebook og få seneste nyheder.

Kursusbeskrivelse

B-M-K er et kursustilbud for frivillige og ansatte børnemedarbejder i kirkeligt regi. Kurset henvender sig både til erfarne medarbejdere med ønske om “videruddannelse” og nye der har glæde af basisintroduktion. Kurset udbydes en gang om året og afvikles på et superdøgn.

B-M-K er unikt ved at samle medarbejdere fra hele landet og fra en stor bredde af kirkelandskabet – alle er velkommen. Indholdet veksler mellem fællessamlinger og workshops – hvor et fælles aktuelt tema går på tværs af fællessamlingerne, er det muligt at følge et spor af workshops, eksempelvis “lederskab” eller “hands on”. I alle mellemrum er der tid til netværk og yderligere inspiration i udbuddet af relevante stande.

B-M-K er oplagt for teams men kan bestemt også gennemføres om man skulle komme alene. Velkommen!

Tema og talere

Planlægningen af kurset i 2026 er i fuld gang. Vi ser frem til igen at benytte de fine rammer i Kolding. Vi kan glæde os til at skulle fejre B-M-Ks 25 års jubilæum, da det er hele 25 år siden den første børnemedarbejderkonferencen blev afholdt i Odense i 2001 – det skal naturligvis markeres! Samtidig ønsker vi netop at stille skarpt på børnene anno 2026.

Årets taler er Carolyn Edvards fra England, hun vil dele ud af sin store erfaring både fra forskning og praksis, blandt andet om drenge (har skrevet bogen: Slugs and snails and puppy dogs’ tails – Helping Boys Connect With God). Og hun vil stille skarpt på hvordan tro kommer til udtryk hos børn og på hvordan børn bedst får hjælp til at udleve deres tro! Carolyn vil tale på to fællessamlinger og tilbyde workshops.

Oplev ligeledes bogaktuelle Dorte Toudal Viftrup og Hanne Bess Boelsbjerg, forfattere til “Mellem himmel og jord – Børn og unges møde med ånd og eksistens” når de gæster scenen på B-M-K lørdag formiddag. Der er mere mellem himmel og jord – også for børn og unge. Hvordan kan vi være med børn og unge i deres oplevelser af det, der ikke kan måles eller forklares? Hvordan går vi som voksne ind i samtaler om tro, ånd og eksistens, selvom vi ikke altid har svarene? Oplev de to forfattere i en indbyrdes samtale!

Fredag aften vil Anne Thompson tale og stille spørgsmålet “Hvad med børnene? – Det samme spørgsmål som er stillet gennem alle B-M-Ks 25 år og som fortsat vil være relevant. Anne er præst i Metodistkirken med en BA fra Manchester University og M.Div. fra Överås, Metodistkirkens Seminarium i Sverige. Og har en efteruddannelse om børns åndelighed og tro.

Tilmelding & betaling

Hele kurset, uden overnatning, 1250 kr.
Hele kurset, enkelt værelse, 1900 kr. (inkl. håndklæde/sengelinned)
Hele kurset, dobbeltværelse, 1600 kr. (inkl. håndklæde/sengelinned)
Hele kurset, fler-personers værelse, 1400 kr. (inkl. håndklæde/sengelinned)
Lørdag, dagsgæst, 1100 kr.

Betaling for B-M-K sker online ved tilmelding, bemærk det er muligt at tilmelde flere samlet. Tilmeldingsfrist: 1. september 2026. Ved AFBUD senere end tilmeldingsfristen tilbagebetales kursusgebyret ikke.

Vær opmærksom på, at mange kommuner giver tilskud til kurser med leder- og medarbejdertræning i frivilligt regi inden for tilbud med børn og unge. Undersøg om det er muligt at ansøge din kommune!

Praktisk

B-M-K kan tilbyde et begrænset antal værelser til overnatning, fra enkeltværelser til fler-personers værelser. For at få plads til så mange som muligt er vi fordelt på to lokationer i forhold til overnatning, begge dele er ude af huset:

Pulzion Sporthotel: Sporthotellet ligger i forbindelse med en idrætshal og er i gåafstand til Samværket. Adresse: Peter Tofts Vej 21, 6000 Kolding.

Derudover er der truffet aftale med Kolding Sportel, Ambolten 2, 6000 Kolding, lidt længere fra Samværket.

Værelserne åbnes med kode, som udleveres sammen med navneskiltet. Vær opmærksom på at tjekke ud fra værelset og ikke efterlade bagage senere end kl. 10.00 lørdag.

Du kan naturligvis også selv sørge for overnatning – ved at book airbnb, vandrehjem eller lignende.

Lokation

Kurset afholdes i år i Samværket, Lykkegårdsvej 100, 6000 Kolding. Parkering finder blandt andet sted ved den nærtliggende Kongreshallen, Tøndervej 77.

Netværk

Det at møde andre børnemedarbejdere fra hele landet og forskelligartede sammenhænge er en stor del af B-M-K. I forbindelse med fællessamlingerne bliver der mulighed for dialog og reflektion undervejs i mindre grupper. Og i pauserne er der naturligvis rum for at møde hinanden over en kop kaffe eller ved måltiderne.

Standområde

Mød relevante organisationer, få materiale og bøger i hænderne og gør en god handel, oplev konkret inspiration til “hands on” og få rig mulighed for at netværke – standområdet er der hvor det sker – når der ikke er fællessamlinger eller workshops!

Årets stande er:
– Børn & Tro
– Kristen bogcenter
– Forlaget ProRex
– Open Doors
– Youth For Christ, Rock Solid
– Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler
– Kurset “Børns Åndelighed & Tro”
– Stille stunder

Fredag

Tidspunkt Aktivitet
17:30 Velkommen – check in i Samværket
18:30 Festbanket – middag i salen
Jubilæumsindslag, tale v. Anne Thompson, boglancering mm.
21:15 Fredagsslik, fællesskab og livemusik i cafeen
Afgang til overnatning på Pulzion eller Sportellet

Lørdag

Tidspunkt Aktivitet
7:30 – 8:30 Morgenmad i Samværkets cafe
8:45 – 9:30 Workshop #1
10:00 – 12:00 Fællessamling i Samværket inkl. pause
12:00 – 13:00 Middag i Samværkets cafe
13:15 – 14:00 Workshop #2
14:15 – 15:00 Workshop #3
15:00 – 16:00 Kaffe/netværk/ stande
16:00 – 16:45 Workshop #4
17:00 – 18:30 Fællessamling – afslutning i Samværket
Mad “to go”