#Del Håbet
Oplæg til at gribe højtider
Da Covid-19 ramte Danmark i foråret, var vores første tanke at vi ville hjælpe, inspirere og heppe på forældrene i en tid, hvor de var de eneste, der sådan rigtigt kunne tale tro med deres børn. Vi lavede derfor i påsken en familie-påskepakke med forskellige redskaber til at tale om Jesus død og opstandelse. Der var bl.a. krea-kit, opskrift på opstandelsesboller, skattejagt, påskebingo og en bog til de mindste. Til jul gjorde vi det samme en gang mere bare med materiale, der nu fortalte om Jesus fødsel. Vi har også udgivet opslag i forbindelse med International Pandekagedag med ideer til at tale om faste ,og i efteråret kom der et opslag om, hvordan vi hjemme hos os håndterer Halloween, nemlig ved at fejre ”lys-fest”.
Familier postede billeder på Facebook af, hvordan de greb højtiden hjemme hos dem i år. Nogle familier gjorde lidt af det hele, andre familier greb et enkelt eller to elementer. Ønsket var, at vise familier, at der er mindst 1000 måder at tale om troen derhjemme, og det behøver ikke nødvendigvis være, som da man selv var barn – grib de små øjeblikke i hverdagen.
Charlotte Frederiksen
– Børnekirkeleder i Den Evangeliske Frikirke Randers
Daglige andagter for børn og børnefamilier
Jeg tror, at Guds Ord er lige så vigtigt for sjælen som sund mad er for kroppen. Det har en afgørende betydning for vores liv – både når man er barn og når man er voksen. Jeg har savnet at undervise børn i Guds Ord, så derfor er jeg begyndt at optage en lille video hver dag. I videoen introducerer jeg et ord, som børnene kender fra deres hverdag. Jeg kobler ordet sammen med et bibelvers, giver en forklaring og afslutter med en anvendelse, som børnene kan tilpasse i deres liv. Det hele tager ikke mere end 3-5 minutter.
Jeg håber, at disse små optagelser vil give håb og glæde i børnefamilier. De kan bruges som oplæg til familieandagt, en hjælp til den daglige bibellæsning eller et alternativ til andagtsbogen. De kan ses sammen med familien eller alene i den personlige stilletid, som en god start på dagen eller som fælles aktivitet efter aftensmaden – ja, mulighederne er mange.
Med denne YouTubekanal ønsker jeg at holde bibellæsningen levende i hjemmene, at dele håbet med børnene og se troen vokse i Danmark. Vi lever i en tid med mange begrænsninger, men Gud er aldrig begrænset!
Petra van Zetten
Initiativtager til undervisningsmaterialet "Børnekirken" og hjemmesiden "Børnekirken.nu"
"Sjov i kirken"
Hver tirsdag i sommerferien afholdte vi sommerferiesjov i kirken fra 15.00-17.00. Rammen var den samme hver gang, men indholdet blev besluttet af de frivillige, som havde sagt ja til at være med. Der var altså altid en fælles samling med sang, bibelhistorie, forfriskning og derefter forskellige aktiviteter.
Vi gjorde det samme i efterårsferien, hvor vi afholdte to dage fra 15.00–17.00. I december holdt vi julekreaklub for piger i 4.-6. klasse tre tirsdage fra 15.00-17.00.
Vi har erfaret, at denne form for "pop-up-sjov” i kirken har været super godt. Der er kommet børn, som vi lidt havde mistet kontakt med, og også nye børn. Det er overskuelig at finde frivillige, når man spørger om hjælp, fordi det drejer som en tidsbegrænset aktivitet.
Mette Sloth
Børne- og familiemedarbejder i Vestermarkskirken
og medarbejder i Børn & Tro
Udendørs klub
Børneklubben Link og Teenklubben Connected i Sorø startede som nogle af de første op igen efter Covid-19-nedlukningen i foråret 2020, mens forsamlingsforbuddet stadig var på 10 personer og mens det kun var tilladt for udendørs aktiviteter. Det var den 20. maj 2020. Klubberne mødes normalt inde i kirken men valgte at starte op udendørs for at komme hurtigere i gang.
Vi tegnede cirkler på fliserne med kridt, og hvert barn fik tildelt en cirkel. Det hjalp børnene til at holde afstand. Cirklerne var i en rundkreds, og herfra havde vi forskellige lege, hvor man blev i sin egen cirkel. Vi sprittede selvfølgelig alle sammen hænder flere gange, og når der var servering, var det sådan noget som kiks, bananer, müslibarer og juicebrikker, som alle var pakket individuelt. Jeg havde fundet lege 'med afstand' på internettet. Det var en god hjælp.
Forældrene blev bedt om at vente ved indkørslen og ikke komme ind for at hente børn og snakke, som de plejer. Vi måtte jo kun være 10 forsamlede på det tidspunkt. Når vi var flere end 10, delte vi os i to grupper.
Det fungerede rigtig fint, selvom vi skulle være udenfor hele tiden. Børnene var meget glade for at ses og komme i gang igen.
Pia Rosendal Daugaard
Frivillig børnemedarbejder i Missionsforbundets Børn og Unge i Frikirken, Sorø
& Ansat i administrationen for Missionsforbundets Børn og Unge.
Walk & Talk med børn
Tanken kom sig af savnet til “kirkeungerne", og tanken var, at hvis man møder dem ved deres hoveddør med en rygsæk med varm kakao og en bolle, så kunne man på den måde være i god og nærværende kontakt med hinanden, indtil det igen er muligt at ses på normal vis.
Idéen er at indbyde børn med på en gåtur sammen med en medarbejder fra det lokale arbejde for børn. De, som ikke kender medarbejderen, kan tager en voksen med på turen.
Oplægget lyder: Vi går en tur og kigger ud af verdens vinduer på alt det, vi kan undre os over - og så kigger vi efter Gud i det, vi møder på vejen. Det giver anledning til snakke om børn og tro og alt muligt andet. Åndelige samtaler med børn kan rumme en særlig mulighed for voksne også
Vi tilbyder disse samtaler ved personlige henvendelser eller via onlineopslag, og så træffer vi aftaler om ture ud under åben himmel.
Ide: Josephine Blay
Børnekirkeleder ved Bethlehemskirken på Nørrebro.
Læs mere her!
Zoomgrupper for børn
I anden nedlukning havde vi brug for at mærke, se og være sammen med børnene – også selvom det naturligvis måtte være online. Vi kører børnekirke søndag formiddag online, men manglede det relationelle. Vi lavede tre grupper: Forskolegruppen 4-7 år, piger 1.-6. klasse og drenge 1.-6. klasse. Grupperne mødes en halv time hver uge, med to faste ledere. En halv time er nok til at nå hele vejen rundt, og kort nok tid til at børnene gerne vil have mere. Formålet er alene at bevare relationen under nedlukningen. Vi har leget skattejagt hjemme i stuerne, fortalt jokes og næste gang skal vi skrive et lille kort teaterstykke, som efterfølgende skal fremføres af et par voksne. Vi griner, vi fjoller, vi ser hinanden kæledyr og snakker om, hvordan det er at være hjemme hele tiden. Vi er ofte omkring 5-7 børn, men ikke altid de samme. Det giver os en mulighed for at følge med i deres liv, men det giver os også mulighed for at arbejde med relationsdannelse børnene imellem – pludselig griner de sammen med nogen, de ikke plejer at snakke med.
Særlig drengene har en fest, når de mødes online. Hvor de nogle gange kan være svære at fange på en normal søndag formiddag, så er de bare på, når vi mødes online.
For os har det været ret vigtigt at sikre sjov og bevægelse, da mange børn i forvejen sidder rigtig meget til onlineundervisning. Dette skulle derfor gerne føles som et frikvarter.
Andre ideer til online aktiviteter er: Bingo, tegn & gæt, Simon siger, bage kage, talentshow, tip en 13’er, læse historier og tegne til, konkurrencer.
Charlotte Frederiksen
Børnekirkeleder i Den Evangeliske Frikirke Randers
Poser med påske og jul
Vi har fået et håb fra Gud, og jeg ønsker at dele det håb med mennesker, jeg møder. "Alt bliver godt igen" og ”alt bliver også bedre end før” - det er vores håb.
Vi har igennem de hårdeste perioder af 2020 holdt kontakt med rigtig mange familier i vores netværk ved at dele krea-poser til påske og julefejring.
Pludselig havde man som familie uendelig tid sammen, og der blev lavet mange regnbuer og puslespil, men vi ville gerne hjælpe forældre til at kunne fejre højtider og dele det vigtige i livet med deres børn - nemlig vores Gud.
Det startede i påsken med at vores kreative medarbejdere fik lavet små poser til uddeling, så man kunne fejre påsken hjemme i sin familie. Posens indhold var kreative lege, opgaver og nadverfejring. Vi gentog succesen op til advent, og her kom vi så ud til endnu flere familier, og denne gang med hjemmelavet adventskalender og magnetjulekalender fra Prorex.
Vi har med vores indsats et håb om, at familierne igennem året har oplevet Guds nærvær som familie, så når landet åbner, og vi igen mødes, så sidder der børn og forældre tilbage med at behov for kirkeligt fællesskab.
Jakob Martens
Leder for Bethelkirkens børne- og teenagearbejde i Aalborg
"Tour de Tronsøen" - løb for familien
Da vi afholdte "Tour de Tronsøen" havde vi forskellige leder til at stå ved posterne, og de fandt selv på, hvad posten skulle indeholde. 15 familier deltog i løbet, og gensynsglæden mellem voksne og børn var stor. Alle familier havde en skøn og hyggelig tur ud af huset.
Kort fortalt går idéen ud på, at:
- Hver familie er et hold, som sendes afsted med 5-7 min mellemrum på den fastlagte rute. Tidspunktet sendes til hver familie dagen før.
- Posterne kan være "døde poster" med opgaver, der skal løses.
- Løbet kan afholdes på en lørdag eller en af de skæve helligdage, der kommer her i foråret med start kl. 10.00.
Mette Sloth
Børne- og familiemedarbejder i Vestermarkskirken Grindsted.
og medarbejder i Børn & Tro
Skærmen er blevet min ven
Som børneledere er et af vores vigtigste arbejdsredskaber vores relation til de børn, som vi har børnekirke for. Hvad gør vi så, når vi ikke kan holde børnekirke, som vi plejer? Som det ser ud lige nu, kommer vi ikke uden om, at skærmen er en vigtig medspiller i den ligning. Og medspiller er lige præcis, hvad vi skal se den som. Det er nemt at blive træt af den skærm. Og vi vil meget hellere mødes med alle børnene i børnekirke, som vi plejer. Men når det nu ikke er muligt, så kan vi vælge at ændre vores tilgang til den der irriterende skærm. Lad relationen komme først og brug skærmen som et redskab til at fastholde den, indtil I kan ses til almindelig børnekirke igen.
For mig er det Zoom der er blevet løsningen: I foråret havde jeg børnekirke på Zoom 17 gange og med de tre gange her i julen og nytåret, så bliver det efterhånden til en del. Zoom hjælper mig til at interagere med børnene. Jeg kan se dem alle sammen på skærmen. Faktisk er jeg jo på en måde på besøg hjemme i deres eget hjem. Flere af dem sidder på deres eget værelse. Det er ikke så tit, jeg har mulighed for det. Fokus for online-børnekirke er selvfølgelig, at det skal være sjovt. Men det vigtigste er, at det skal skinne igennem, at jeg synes, det er dejligt at se hvert enkelt barn, og at jeg gerne vil bruge min tid på at være sammen med dem. Det kan synes som en lille ting, men det er vigtigt for børnene, at jeg nævner deres navn. Og for dem, der har brug for det, er det vigtigt, at jeg til slut bruger tid til at lytte til lige præcis det, som de har lyst til at fortælle mig om.
Indimellem synes jeg det er frustrerende med den skærm. Det kan være svært at afkode, om børnene får noget ud af det. Kigger de væk og piller ved alt muligt, fordi de keder sig? Eller er det mon, fordi de lytter bedre på den måde? Derfor er det så rart at få en besked fra en forælder: ”Kære Heidi. Tak for dit store arbejde med børnekirke. Det er bare SÅ godt. God idé at lade børnene finde ting. Det plejer at være et hit. Og Joachim håber altid, at Olivia* er med! Joachim og Rebecca går og synger sangene. I dag ville Rebecca ikke til børnekirke, så jeg lagde iPaden, så hun kunne lytte med. Der gik ikke lang tid, før perlerne blev droppet og hun sad med iPaden. Joachim kom ind fra gården i eftermiddags lidt træt og sur. Jeg spurgte, om han ville se lidt på iPaden. Hans svarede: "Jeg vil hellere tale med Heidi". Til aftensmaden planlagde han, hvad I skal tale om efter børnekirken de to næste søndage, så tak fordi du tager dig tid til det. Og stop ham endelig, når du skal videre! Knus”
*Olivia er en meget fjollet hånddukke, der indimellem kigger forbi.
Så giver det mening at bruge tid på at høre en masse om Transformers og Pokemon (…som jeg ærlig talt ikke forstår ret meget af ). Efter sommerferien var det min oplevelse, at dem der havde været med til online-børnekirke, havde meget lettere ved at finde tilbage til den helt almindelige børnekirke. Relationen skulle ikke genoprettes til de børn, for vi havde holdt den ved lige på skærmen.
Og så lige det allervigtigste: Gud begrænses ikke af en skærm! Han skal nok nå igennem med det, han har til børnene, selvom vi ikke kan mødes til børnekirke, som vi plejer.
Hvis du har lyst til at prøve kræfter med Zoom, kan du via følgende link finde tanker og fifs om børnekirke på Zoom.
Heidi Svendsen
Børne- og familiemedarbejder, Byens Valgmenighed, København
Godnat med Skykids
I foråret, da alt lukkede ned, sendte vi to uger med ”Godnat med Skykids” (som er navnet på vores lokale børnekirke) via facebook. Hver aften var den en ny leder fra børnekirken, der puttede børnene med historiefortælling, en godnatsang og en bøn. Vi læste hver aften et nyt kapitel fra en bog, men man kunne også vælge at læse en historie direkte fra Bibelen. Hver leder havde mulighed for at sætte sit særpræg på putningen. Vi optog hjemme med egne mobiler. Forløbet havde fokus på bøn og den personlige relation mellem barnet og Gud.
Vi fik lov at krybe helt ind på børneværelset, og det var en meget særlig oplevelse fyldt med nærvær og tro. Vi introducerede dem bl.a. for bønnemetoden Chat & Catch, Det betød, at nogle børn begyndte at tale meget mere direkte til Gud. Vi oplevede også at kunne inspirere forældre til, hvordan de hjemme kunne tale tro med deres børn i forbindelse med f.eks. putning.
En mor fortalte, at hendes dreng på 8 år efter dagens afsnit lå med hoved nede i madrassen. Hun bad ham gentagende gange gøre sig klar til at sove, men efter noget tid kiggede han op og Sagde: ”Shh, jeg snakker lige med Gud”.
Det var så simpelt og nemt at lave, og vi nåede børnene på en helt anden måde, end vi normalt kan søndag formiddagen.
Charlotte Frederiksen
Børnekirkeleder i Den Evangeliske Frikirke Randers
Den personlige hilsen er et hit
I København Vineyard lavede vi i maj en kasse til hver børnefamilie. I kassen var en lille pose til hvert barn med et kort med deres navn og en lille ting til dem alt efter alder (guldmedaljer til de mindste for at være så seje til at klare corona, hoppebolde til de større, så de havde noget at lave og hacky sacks til de ældste børn).
I kassen var der materialer til at lave krea forbundet med Kristi Himmelfart og pinse - som vi så også henviste til i vores online-børnekirke disse søndage. Der var også slik, konfetti og et brev til forældrene samt lidt inspirationsmaterialer om hjemmekirke m.m.
Vi har fået utrolig god feedback på dette. Børnene blev så glade for at blive set og få at vide, at de var savnet - og forældrene ligeså. Det er noget, folk stadig nævner betød noget, når man ikke havde set hinanden længe.
Kathrine Jul Chercka
Børnekirkeleder, København Vineyard
& National Kids Ministry Coordinator - Denmark
Snobrødsklub
Vi har en børneklub i Ringsted i et boligblokområde. Normalt mødes vi i et lille kælderlokale, men det er jo ikke muligt i denne tid. I stedet rykkede vi i efteråret klubben udendørs og lavede snobrød over bålfad.
Det er blevet til mange hyggelige stunder og snakke omkring bålet og også en lille andagt i ny og næ, når der var ro til det.
Da vi mødtes i december var vi ikke helt trygge ved at samle børn om bålet pga. smittetrykket men nøjedes blot med at tænde et bålfad og så dele julehyggeposer ud. En mor fortalte, at hendes datter havde været så spændt, at hun ikke havde spist hele dagen og havde spejdet efter os den sidste time gennem vinduet.
Vi har talt om at lave flere bålfade med faste grupper. På den måde kan vi snart samlet igen, når forsamlingsforbuddet hæves til feks. ti personer igen. Måske vil det være nemmest med et ”pigebål”, ”drengebål” og et ”forældrebål” for nemt at holde styr på, at de faste grupper overholdes.
Børnene har brug for, at vi stadig er der for dem – på den ene eller anden måde.
Dorthe Lykke Jensen
Landsleder for Børn & Tro